Skizofreni

Skizofreni

Hvad er skizofreni?

Mange får automatiske  ubehagelige billeder i hovedet når de hører ordet “skizofreni“. Samtidig er det en skjult sygdom, et skjult handicap, og det er ydermere en meget kompleks sygdom, så det er forventeligt, at der er mange misforståelser.
Denne side søger at løfte sløret lidt for det komplekse i sygdommen.

Hvad er det?
Helt overordnet er skizofreni en sygdom, der forårsager et brud mellem oplevelse og mening / handling. Navnet skizofreni betyder splittet sind (ikke splittet personlighed, som det ofte misforstås som), og henviser til at mennesker med skizofreni oplever verden på en speciel måde, og kan derudover have svært ved at reagere upåfaldende og uproblematisk på den oplevelse. De kan have svært ved at integrere følelse, tanke og handling. 

Der er genetisk komponent i skizofreni.
Ca 1% af befolkningen lider af skizofreni, underordnet om det er industrialiserede- eller udviklingslande, by eller land, nord eller syd. Af menneskets 46 kromosomer har man identificeret regioner på kromosom nr. 1, 6, 8 og 13 med sandsynlige risikogener.
Individuelt er faren større, hvis man har familiemedlemmer, der lider af skizofreni. Ikke fordi det smitter, men fordi man deler gener – jo tættere familiær forbindelse, jo større fare, at man lider af den samme sygdom.

Diagnosen
Diagnosen stilles via et diagnostisk interview, hvor der konstateres tilstrækkeligt mange symptomer gennem tilstrækkelig lang tid. 
Det betyder, at selvom man kan have nogle af symptomerne, kan de enten være for få eller have varet for kort tid til, at diagnosen formelt kan stilles. Eller sagt på en anden måde – man kan have lidelsen i en grad, der ikke nødvendigvis er nok til, at diagnosehåndbogen tillader lægen at stille diagnosen.
Betydningen af dette vil blive berørt længere nede i teksten.

Symptomer
Disse inddeles i henholdsvis positive symptomer, vrangforestillinger og negative symptomer.
Negative symptomer er noget, der “tages væk” fra personligheden. Et tab af evner, noget man kunne tidligere.
Det kan udmønte sig i sig initiativløshed, ligegyldighed, passivitet, sproglig fattigdom eller social tilbagetrækning.
Disse kan være svære at skelne fra depression, der kan afstedkomme lignende adfærd, men altså af en ganske anden årsag.
Positive symptomer er når sanserne bliver snydt, dvs vi oplever noget, der ikke er der. Det hyppigste symptom at høre stemmer eller lyde, og med synshallucinationer på andenpladsen. Grundlæggende kan det dog berøre alle sanser – syn, hørelse, smag, føle, balance, varme/kulde etc etc.
Vigtigt at bemærke her er, at det ikke er indbildning: hvis man har et psykotisk symptom, fx stemmehøring, er det rigtig nok – man oplever at høre noget! For patienten er det ligeså virkeligt som stolen jeg sidder på eller skærmen du kigger på lige nu.
Det er ikke indbildning.
Vrangforestillinger er en indre overbevisning, ofte med negative konsekvenser, der mangler forankring i virkeligheden, og som ydermere er fasttømret i patientens sind. Det kan være en overbevisning om, at man er forfulgt, at der er gift i maden eller at man har specielle kræfter eller indsigter.

Yderligere typer af symptomer
De to sidste typer af symptomer der skal nævnes her er henholdsvis socialkognitive forstyrrelser og jeg-forstyrrelser.

Socialkognitive forstyrrelser har at gøre med aflæsning af en social situation, kropssprog eller et ansigtsudtryk, noget der nedsætter evnen (samt glæden ved) socialt samvær.
Det er meget utrygt, hvis man er usikker på, hvilken stemning en situation er, og aflæsning af andres ansigtsudtryk og kropssprog er nøglen til at få denne fornemmelse. Endnu en grund til, at angst og utryghed fylder så meget hos de fleste mennesker med skizofreni.

Den sidste gruppe, jeg-forstyrrelser, er måske de sværeste at beskrive, men er samtidig essentielle i forståelse af, hvordan det opleves “indefra”.
Det er grundlæggende at mangle et “anker” til virkeligheden fordi forbindelsen til ens egen krop og dens reaktioner er dæmpede eller afbrudte.
Kroppen, og dens mere eller mindre autonome reaktioner, fungerer som en slags GPS for vores psyke – den fortæller os, hvor vi er (hvordan vi har det, altså) og hvor vi er på vej hen. Uden dette “anker” kan vores tanker og tænkning eskalere uhindret i alle retninger, hvilket ofte er både forvirrende og skræmmende.
Tilstedeværelsen af denne “kropslige GPS” betyder omvendt, at vores tænkning og følelsesliv har en retning i en situation, hvilket derfor giver os et fingerpeg om vi er glade, utilfredse eller uinteresserede lige nu. Alt sammen meget vigtige informationer når vi skal styre og igangsætte handlinger, eller have meninger og holdninger i et samspil med andre mennesker.
Når denne forbindelse ikke er på plads, kan det  opleves som at være tvunget til at “drive med strømmen” uden at kunne handle meningsfuldt, eller overordnet at kunne påvirke ens eget liv – at livet “sker” for een, uden at man har indflydelse på, hvad der sker. Hvilket også kan opleves bekymrende, kaotisk eller angstfyldt. 
Læs eventuelt uddybende artikler om dette under vores ressourceside.

Disse sidste symptomer er ikke med i den officielle diagnose, men er i allerhøjeste grad stadig en del af lidelsen.

Det er vigtigt at understrege, at der er mange forskellige kombinationer af symptomer der kan give diagnosen skizofreni, det vil derfor altid være nødvendigt at forholde sig til “sin egen” version af sygdommen.

Hvordan opleves det at lide af skizofreni?

Sygdommen har ofte en optakt, hvor ting forværres, men hvor sygdommen ikke er i udbrud endnu. I denne fase vil patienten ofte opleve tiltagende problemer med at overkomme dagens opgaver, og kan eventuelt begynde at trække sig tilbage fordi man er tvunget til at prioritere benhårdt. Det kan være, at man stopper med at have fritidsaktiviteter, fordi man er nødt til at fokusere på studie etc etc.

En oplevelse af at være anderledes, der måske har været tilstede gennem længere tid, bliver stærkere, samtidig med at de første “rigtige” symptomer dukker op eller forstærkes.
Det kan være, at stemmehøring bliver mere og mere fremtrædende, at stemmerne skifter karakter og bliver mere nedgørende eller truende, eller at fornemmelsen af at være udvalgt og have en mission i livet bliver mere og mere påtrængende og indgribende.
Ofte vil denne udvikling følges af forstærket følelse af ensomhed og angst eller bekymringstendens.

Når sygdommen bryder ud, forstærkes symptomer og problemer yderligere, ligeledes vil funktionsniveauet ofte påvirkes mærkbart eller markant, og man kan være tvunget til at reducere sin livsudfoldelse yderligere.
En proces, der begribeligvis påvirker ens oplevelse af være i kontrol i negativ retning. Sorg og angst er derfor en meget hyppig følgesvend til denne proces.
Overordnet er der en udtalt stressfølsomhed associeret med sygdommen.

Hvordan er det at være patient?

Når vi kontakter lægen eller hospitalet er det med et ønske om hjælp, og med ukomplicerede problematikker – brækkede ben, forbrændinger eller fødsler – er det enkelt og tydeligt når man får hjælpen.

Men komplekse problemer vil ofte kræve komplekse løsninger, og skizofreni er både kompleks og et “skjult handicap”.
Hjælpen til mennesker med skizofreni vil derfor også ofte være kompleks.

Det psykiatriske system kan være en overvældende størrelse at skulle forholde sig til. Samtidig kan man blive overrasket over, hvor indgribende hjælpen kan være, herunder hvor indgribende sygdommen eller lidelsen er. Mange er nødt til at arbejde med deres selvforståelse, herunder deres fornemmelse af, hvad de kan eller hvem, de er.
Det er ikke sjældent, at patienten og deres pårørende oplever, at patientrollen griber dybt ind i deres selvforståelse, og denne proces kan være svær. Hvis man derudover ikke nødvendigvis er helt enig med “systemet”, kan det blive konfliktfyldt at samarbejde.
Ikke fordi man ikke vil have hjælp, men fordi man ikke nødvendigvis  kan genkende indsatsen som hjælp.
I denne proces er det vigtigt at give udtryk for sin oplevelse og sine behov for at hjælpe systemet til at høre ens oplevelse og ens egen forståelse af problemet.
Samt at høre med åbent sind, hvordan lægen, psykologen, sygeplejersken eller ergoterapeuten oplever problemet – ofte vil den brugbare sandhed ligge i samarbejdet og den gensidige lydhørhed overfor de andre.

Se eventuelt siden omkring Åben Dialog for inspiration til at blive hørt og selv blive bedre til at lytte.. 

Hvad har man brug for fra andre?

I OPUS stræber vi efter at gøre patienten til en kær og savnet gæst.

Skizofreni er et “skjult handicap”, dvs lidelsen er meget reel, men det er ikke altid tydeligt hvad eller hvori problemet består. Der vil derfor næsten altid være et element af at lære hvad lidelsen indebærer. Og indsigt tager tid for os mennesker.

Vi bruger en god del af tiden i OPUS på at lære symptomerne at kende, dvs hvordan de helt konkret påvirker patientens liv – hvilke styrker og udfordringer har denne patient. 

Samtidig er der også ofte et funktionstab når sygdommen bryder ud, hvilket man selvfølgelig både er bekymret for og har brug for at forholde sig til. Som patient har man derfor som oftest rigeligt at se til, kan det synes.

I den proces har man alt andet lige brug for støtte, omsorg og opmuntring fra sine omgivelser. Og et kærligt puf en gang i mellem.
Sygdommen kan være overvældende at skulle arbejde med, og en gang imellem kan man have lyst til at “trække dynen over hovedet” og gemme sig lidt. I de situationer kan et mildt pres nogle gange hjælpe til at komme i gang igen.

Hvad gør medicinen?

Det meste antipsykotiske medicin arbejde på de  dopamin-receptorer i hjernen, der hedder Dopamin receptor D2. Forskellen fra den ene til den anden medicin er, hvordan den “kommer derhen” og om den også påvirker andre receptorer.
Nyere versioner af antipsykotisk medicin fokuserer dog også bevidst på andre signalstoffer fx glutamat og serotonin.

Psykose antages at være begrundet i, at D2-receptorerne er overaktive, og de forskellige antipsykotiske mediciner nedsætter receptorernes aktivitet på hver deres måde, deraf deres indbyrdes variation i effekt og bivirkning.

Effekten af medicinen er reduktion eller bortfald af positive symptomer og/eller vrangforestillinger parallelt med, at stressfølsomheden reduceres. Det betyder, at patienten i højere grad får mulighed for at genoptage sit tidligere liv, men ofte med et krav om skarpere indsigt i hans eller hendes unikke styrker og udfordringer for at kunne varetage en balance mellem livsudfoldelse og påpasselighed.
Behovet for medicin reduceres ofte gennem behandlingsforløbet fordi patienten bliver stadig mere kompetent i netop at balancere mellem aktivitet og egenomsorg.
Desværre påvirker antipsykotisk medicin næsten udelukkende positive symptomer og vrangforestillinger, mens negative symptomer ikke påvirkes i synderlig grad.